Amerikanske fly angreb natten til lørdag en række mål i Iran, bl.a. missildepoter og kystradarstationer, som hævn for det iranske angreb på Evergreens containerskib Ever Lovely torsdag.
Ever Lovely befandt sig på en position 7,5 sømil sydøst for Dahit i Oman, da det blev angrebet af en iransk drone. Ifølge UKMTO blev skibet ramt på broen i styrbord side. Der skete kun mindre materiel skade, og skibet fortsatte efterfølgende sin sejlads mod Singapore.
Den iranske revolutionsgarde angreb tidligt lørdag morgen amerikanske mål i flere golfstater som hævn for det amerikanske angreb.
Ever Lovely var ikke tilmeldt IMOs evakueringsplan, da det passerede Hormuzstrædet, men fulgte i øvrigt de offentliggjorte retningslinjer for passage af strædet.
Iranske medier skriver, at skibet blev angrebet fordi det ikke havde indhentet iransk tilladelse til passage.
-mauh




