Mikael Skov stopper i Hafnia

0
3

Hafnias topchef siden 2010, Mikael Skov, har besluttet at træde tilbage med virkning fra den 1. september. Nuværende EVP og Head of Asset Management i Hafnia, Søren Steenberg Jensen, efterfølger Mikael Skov som administrerende direktør.

“Vi takker Mikael for hans enestående lederskab og engagement i Hafnia gennem mange år. Under hans eksemplariske ledelse har Hafnia udviklet en førende markedsposition med en stærk platform og en flåde af høj kvalitet”, siger Andreas Sohmen-Pao, bestyrelsesformand for Hafnia.

Efter sin fratrædelse vil Mikael Skov indtræde i Hafnias bestyrelse.

“Det har været et privilegium at lede Hafnia og at arbejde med et exceptionelt team på tværs af hav og kyst. Hafnia er i en stærk position med en klar strategi og kultur og en platform bygget til fortsat værdiskabelse. Søren har været tæt involveret i at opbygge Hafnia og forstår forretningen, menneskerne og mulighederne forude. Jeg er overbevist om, at han er den rette person til at lede Hafnia ind i det næste kapitel”, siger Mikael Skov.
“Jeg er beæret over bestyrelsens tillid og muligheden for at lede Hafnia”, siger Søren Steenberg Jensen.

“Mit fokus vil være på at fortsætte vores disciplinerede tilgang, mens vi hæver loftet for, hvad Hafnia kan levere gennem stærk kommerciel eksekvering, operationel ekspertise, digitalisering og en kultur med løbende forbedringer”.

-mauh