Mærsk er fortsat en tand bedre end konkurrenterne, når man sammenligner evnen til at nå frem til tiden. Det viser nye tal for de 13 største containerrederiers rettidighed i maj måned, indsamlet af danske Sea-Intelligence.
I maj lykkedes det Mærsk at anløbe havnene til tiden i 78,2 procent af tilfældene, mens samarbejdspartneren Hapag-Lloyd indtog andenpladsen med 76,6 procent og MSC på tredjepladsen med 71,6 procent rettidige anløb.
Seks andre containerrederier opnåede en rettidighed på mellem 60 og 70 procent, mens tre rederier endte i 50 – 60 procent intervallet.
Helt i bunden finder man Wan Hai, der måtte nøjes med en rettidighed på 38 procent.
Generelt set er rettidigheden nu på det hidtil højeste niveau i 2026, men fortsat 1,2 procent lavere end i samme måned sidste år.
-mauh




